Valg af risiko giver dig indflydelse på pensionen
14. august 2026
Det er vigtigt at tage stilling til, hvilken risiko din pensionsopsparing investeres med, så den passer til din risikovillighed.
Lav, mellem eller høj. Det er et af de helt store spørgsmål, når du skal tage stilling til din pension i P+, hvis du har en ordning i markedsrente.
Hvis du som medlem har P+ Livscyklus eller P+ Bæredygtig, har dit svar nemlig stor indflydelse på, hvordan vi investerer din pensionsopsparing og dermed, hvilket afkast du får.
Med de to pensionsordninger får du markedsrente. Det betyder, at du med det samme får hele det afkast – positivt eller negativt – som vi opnår, når vi investerer din opsparing.
Ni ud af ti af medlemmerne, der siden 2023 har taget imod tilbuddet om omvalg til en markedsrentepension i P+, har gennemført investeringsguiden på Min pension og dermed taget stilling til, hvilken risiko deres pensionsopsparing skal investeres med.
Det er dog under en tredjedel af de resterende medlemmer på P+ Livscyklus, der har gennemført investeringsguiden, og det kan have store konsekvenser.
”Hvis man bare lader stå til og ikke forholder sig til sin pension, for eksempel hvordan vi investerer den, så kan det på sigt have stor betydning for størrelsen på ens pensionsopsparing. Faktisk op mod en million kroner. Vi er ikke optaget af, hvilken risiko vores medlemmer vælger, men at de udnytter ordningens fleksibilitet, og at de vælger det, der passer til deres livssituation og risikovillighed,” siger Lene Mortensen, medlemsdirektør i P+.
Interesse stiger med alderen
Ikke overraskende tager medlemmer af P+, der nærmer sig pensionsalderen, mere stilling til deres risiko end dem, der er nye på arbejdsmarkedet.
49 pct. af de 30-40-årige på P+ Livscyklus har taget investeringsguiden, mens det gælder 62 pct. af de 50-60-årige. For medlemmer under 30 år er tallet 22 pct.
Flere og flere, især unge, har de seneste år kastet sig over at investere deres egen opsparing og søger generelt indflydelse på, hvordan deres penge investeres.
”Risikovalget på ens pensionsopsparing en helt oplagt mulighed for at få indflydelse. Når man tager investeringsguiden, skal man ikke kun svare på spørgsmål om risikovillighed. Man har også mulighed for at vælge produktet P+ Bæredygtig, hvor der er ekstra fokus på ansvarlige investeringer, som vi ved, at især mange af vores yngre medlemmer efterspørger,” siger Lene Mortensen.
Omkring to ud af tre af medlemmerne, der har taget investeringsguiden, har valgt høj risiko, mens de resterende har valgt mellem risiko. Kun en pct. har valgt lav risiko.
Kvinder halter efter
Ser man på tværs af alle aldersgrupper, står det klart, at mænd tager mere stilling til pensionen end kvinder.
Flere mænd tog imod tilbuddet om omvalg, da det blev en mulighed. Og 50 pct. af mænd med P+ Livscyklus har taget investeringsguiden, mens det kun er 40 af kvinderne.
Derudover har mænd i P+ også en større risikovillighed end kvinder. Ser man på de seneste års afkast, har det haft positiv betydning for opsparingerne.
”Heldigvis viser tallene, at vores kvindelige medlemmer i stigende grad forholder sig til deres pension, men tallene slår samtidig fast, at der stadig er et stykke op til mændene. Det kan for nogle virke komplekst og tidskrævende, men vores investeringsguide tager ikke mange minutter at gennemføre, men kan have stor påvirkning på lang sigt. Og har man brug for rådgivning, sidder vi altid klar til at hjælpe,” siger Lene Mortensen, medlemsdirektør i P+.
