Rekordhøjt antal ekstra indbetalinger

16. april 2026

circle

I 2025 indbetalte medlemmerne af P+ et rekordhøjt beløb i ekstra indbetalinger til deres pensionsordninger. De øgede indskud giver flere muligheder som pensionist.

Selvom pensionen ligger mange år ude i fremtiden, kan det være en god idé at indbetale ekstra til sin pensionsopsparing. For jo tidligere man indbetaler ekstra, des længere tid kan pengene forrentes. Og det betyder i sidste ende, at der er mere at leve for, når man går på pension.

Den pointe er medlemmerne i stigende grad opmærksomme på. I 2025 indbetalte medlemmerne således hele 251 mio. kroner ekstra til deres pensionsordninger, hvilet er det højeste beløb nogensinde.

”Når du indbetaler ekstra til din pension, investerer du i fremtiden, og jeg er glad for, at stadig flere medlemmer er opmærksomme på at sikre sig et godt økonomisk fundament for deres pensionisttilværelse,” siger Lene Mortensen, medlemsdirektør i P+.

Selv små beløb kan få stor betydning

Antallet af medlemmer, der indbetalte ekstra, var også rekordhøjt i 2025, hvor det steg med 17 pct. i forhold til året før. Lysten til ekstra indbetalinger stiger med alderen, og der er derfor en overvægt at lidt ældre medlemmer, der vælger at indbetale ekstra.

”Det er aldrig for sent at sætte ekstra til side til pensionen, men jeg vil gerne slå et slag for, at vores medlemmer overvejer at indbetale ekstra, så snart økonomien tillader det. Ekstra indbetalinger i første halvdel af ens karriere kan vokse markant med renters rente gennem et arbejdsliv, så selv små beløb kan få stor betydning for din pension og dine muligheder som pensionist,” siger Lene Mortensen.

Gå i gang nu

De fleste medlemmer vælger at indbetale ekstra i slutningen af året. Man kan dog med fordel vælge at lægge sine ekstra indbetalinger tidligere på året – især hvis man har en gennemsnitsrenteordning.

”Mange af vores medlemmer synes, at det er mest naturligt at overveje, hvorvidt man vil indbetale ekstra til sin pension i november og december. Men i 2026 har de fleste medlemmer på gennemsnitsrenteordninger flotte depotrenter, så her kan det faktisk være en fordel at indbetale tidligt på året. På den måde får man nemlig hele forrentningen med,” siger Lene Mortensen.

Vil du indbetale ekstra i 2026?

I 2026 er der fradrag for indbetalinger op til 63.200 kroner på en livslang alderspension og 68.700 kroner på en ratepension. Du kan desuden indbetale til en aldersopsparing, der dog ikke giver fradrag.

Hvis du ønsker at indbetale ekstra, kan du gøre det via selvbetjeningsløsningen på Min pension. Her kan du også læse præcis, hvor meget du kan indbetale på de enkelte pensioner.

Du kan også læse mere om ekstra indbetalinger her.