P+ står klar med kapital til nye danske kaserner 

07. maj 2025

circle

P+ træder ind i dansk investorgruppe, som byder ind på opgaven med at opføre forsvarets nye kaserner. P+ vil investere et trecifret millionbeløb.  
 
P+ vil investere et trecifret millionbeløb i nye kaserner til det danske forsvar. Investeringen skal ske som en del af en dansk investorgruppe, som byder ind på opgaven med at opføre forsvarets nye kaserner. Her træder P+ nu ind på lige vilkår med de øvrige investorer i gruppen. 

P+ har i forvejen en række investeringer i den europæiske forsvarsindustri, og en investering i nye kaserner til det danske forsvar ligger godt i tråd med P+’s investeringsstrategi. Det fortæller adm. direktør i P+, Kåre Hahn Michelsen: 

”I P+ har vi haft den samme tilgang til investeringer i forsvar og våbenselskaber i en længere årrække. Vi har aktuelt 24 investeringer i den europæiske forsvarsindustri, og Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser er nogle af de største arbejdspladser blandt vores medlemmer. Vi har længe været åbne over for nye investeringsmuligheder, som kan understøtte det danske forsvar og samtidig levere et fornuftigt afkast til vores medlemmer. Derfor ser vi det som en helt oplagt investeringsmulighed, at vi forhåbentlig kan være med til at opføre nye kaserner,” siger han. 

Stærkt samspil imellem staten og private aktører 

Investorgruppen, som AP Pension har taget initiativ til, byder ind på opgaven med at opføre kasernerne som et offentligt-privat partnerskab (OPP). 

Oplægget er, at de private investorer skal stå for byggeriet af kasernerne og for den efterfølgende drift og vedligeholdelse, inden kasernerne på et senere tidspunkt bliver solgt til staten. Undervejs skal der være fuld åbenhed om økonomien i både udviklings- og projekteringsfasen, så der er gennemsigtighed for alle parter. 

”Vi har haft en god dialog med Bo Normann Rasmussen og AP Pension, som har fået etableret et rigtig solidt setup. For os at se rammer projektet den helt rigtige balance imellem at udnytte offentlige og private ressourcer. Som private investorer kan vi påtage os de risici, der er forbundet med at opføre, drifte og vedligeholde kasernerne. Til gengæld overtager staten med tiden kasernerne til en på forhånd aftalt pris, hvilket sikrer et stabilt afkast til vores medlemmers pensioner. Samlet set er det en rigtig stærk investeringscase – både for staten, forsvaret og vores medlemmer i P+,” siger Kåre Hahn Michelsen. 

Høj fleksibilitet og lavt CO2-aftryk 

De nye kaserner skal ifølge planen bygges i moduler af træ, der har et lavt CO2-aftryk i forhold til andre byggematerialer. Modulerne har desuden den fordel, at de kan tilpasses til forskellige formål, og at de hurtigt kan samles og monteres på byggepladsen. Det medvirker til, at de nye kaserner forventeligt kan opføres på bare ca. et halvt år, fra projektet sættes i gang.