P+ skyder trecifret millionbeløb i dansk ekspert i cybersikkerhed

30. april 2025

circle

P+ investerer i den danske virksomhed Omada, som er specialist i cybersikkerhed.

I samarbejde med den danske kapitalfond GRO Capital, har P+ investeret et trecifret millionbeløb i Omada, som producerer IT-løsninger til cybersikkerhed. Virksomheden har specialiseret sig i cloudbaserede softwareløsninger inden for identitetsstyring, som er et undersegment af det samlede marked for cybersikkerhed.

”Som en dansk vækstvirksomhed, der er blandt de førende inden for sit felt globalt set, ser vi Omada som en oplagt investeringscase i en branche med et betydeligt vækstpotentiale. Derfor forventer vi også, at investeringen kan være med til at give et godt afkast til vores medlemmers pensionsopsparinger,” siger Kåre Hahn Michelsen, adm. direktør i P+.

Trussel om cyberangreb og hybridkrig

At styrke beskyttelsen af IT-infrastruktur ligger i naturlig forlængelse af et øget forsvar generelt set, siger Kåre Hahn Michelsen.

”Sikkerhedspolitik og europæisk forsvarsevne er et stadig mere aktuelt tema, og det samme gælder spørgsmålet om forsvarsevne i bredere forstand. Væksten drives i høj grad af den eskalerede trussel om cyberangreb og hybridkrig i takt med, at myndigheder og virksomheder må beskytte sig mod digitale angreb,” tilføjer han.