P+ skyder godt 360 mio. kroner i digital infrastruktur

13. februar 2025

circle

P+ investerer 50 mio. dollar i amerikansk fibernet.

P+ har givet tilsagn om at investere 50 mio. dollar, svarende til 365 mio. kroner, i det amerikanske fiberselskab MetroNet. Der er tale om en co-investering i et joint venture mellem det globale investeringsselskab KKR og teleselskabet T-Mobile, og investeringen forvaltes af KKR.

”Med investeringen får P+ eksponering til udbygning af fiberinfrastruktur i USA, som er et marked i høj vækst. MetroNet leverer allerede fibernet til mere end 600.000 abonnenter i 17 amerikanske stater og har præsteret gode afkast,” forklarer Michael Dalsgaard, som er chef for alternative investeringer i P+.

Der er et stort potentiale for udbygning af fibernettet i USA, hvor 50 mio. husstande endnu ikke har adgang til et netværk.

”Der er ingen tvivl om, at fiberinfrastruktur i USA er et attraktivt marked, og KKR vurderes at være en af de mest erfarne forvaltere, når det handler om digital infrastruktur,” siger Michael Dalsgaard.

P+ har i forvejen et betydeligt engagement med KKR, herunder en investering i Zenobe, som bl.a. leverer batterier til busser.