P+ ansætter erfaren rådgivningschef
09. september 2025
Sharam Mirza tiltrådte 1. september som rådgivningschef i P+. Han skal fremover være med til at udvikle pensionskassens rådgivning og styrke den proaktive indsats overfor medlemmerne.
1. september tiltrådte Sharam Mirza som rådgivningschef i P+, Pensionskassen for Akademikere. Han kommer fra en tilsvarende stilling i Industriens pension.
I P+ skal Sharam Mirza være med til at udvikle medlemsrådgivningen og styrke den proaktive og målrettede indsats overfor pensionskassens medlemmer. Og som rådgivningschef er han opsat på at sikre, at pensionskassen skaber den bedst mulige medlemsoplevelse for flest muligt medlemmer.
”Medlemmerne af P+ stoler på os, og det er en kæmpe tillidserklæring, som vi skal leve op til hver eneste dag. Vi skal tage ansvar for vores medlemmer og række ud til dem med målrettet og proaktiv rådgivning, når det er relevant. P+ er allerede godt i gang, og jeg ser meget frem til at bygge videre på de eksisterende indsatser og indsigter, så vi kan skabe en endnu bedre medlemsoplevelse i fremtiden,” siger Sharam Mirza, rådgivningschef i P+.
Med ansættelsen af Sharam Mirza vil Charlotte Lyhne, som hidtil både har været chef for Rådgivning og Sundhed & Helbred, fremover alene fokusere på sundhedsindsatsen i P+.
”Charlotte Lyhne har valgt at koncentrere sig om det vigtige arbejde på sundhedsområdet i P+. Med ansættelsen af Sharam Mirza ønsker vi at styrke vores medlemsfokus og trække på hans store viden og erfaring med at skabe gode kundeoplevelser. Fremover står han i spidsen for hele vores rådgivningsafdeling og skal fortsætte den gode udvikling med at sikre proaktiv og målrettet rådgivning til vores 120.000 medlemmer, som Charlotte har været med til at udstikke kursen for,” forklarer Lene Mortensen, medlemsdirektør i P+.