Med et hjernerystelsesforløb hos HKI har Elisabeth Engel fået en forståelsesmodel for alt det, der nu er anderledes, selvom hun egentligt er vendt tilbage til sit arbejde og normale liv. 

Man skulle tro, at Elisabeth havde været en tur i Zoologisk Have og fået lagt ansigtsmaling. Men hendes farverige ansigt havde en langt mere alvorlig årsag.

Da hun sidste sommer var ude at gå tur med hunden, snublede hun så uheldigt, at hun slog panden hårdt ned i en fortovsflise, og i dagene efter blev hendes ansigt helt blåt og sort.

I første omgang troede hun bare, at det var en bule, der skulle have en omgang is. Hun fortsatte med at cykle den friske tur fra hjemmet i Værløse til Digitaliseringsstyrelsen i København, hvor hun er release manager.

Et par dage senere, hvor hun arbejdede hjemmefra, fik hun dog kvalme og blev meget utilpas.

”Lægen var ikke i tvivl om, at jeg havde fået hjernerystelse, trak en sygemelding og sagde, at jeg skulle holde mig i ro,” siger Elisabeth. 

Luft hund, spis, sov

Under den første del af sygemeldingen gik meget af tiden med at håndtere store spændinger i overkrop og hoved, som en osteopat heldigvis kunne hjælpe med.

I månederne efter uheldet fik Elisabeth det også generelt stille og roligt bedre. Hun blev raskmeldt, men var hjemme to dage om ugen, og hun holdt fast i sin planlagte tur på idrætshøjskole sammen med familien.

”Jeg ville gerne have nogle positive indtryk efter en hård tid, men når det blev for festligt og støjende, så trak jeg mig,” fortæller hun.

På arbejdet synes kollegaerne, at Elisabeth virkede frisk, men når hun kom hjem fra arbejde, var der ikke overskud til andet end at lufte hunden, spise lidt mad og gå i seng.

Kompenserer under overfladen

På arbejdet blev hun gjort opmærksom på, at man igennem pensionsselskabet P+ kan få tilbudt et forløb hos Hans Knudsen Instituttet (HKI), der er specialister i rehabilitering efter hjernerystelser.

Tilbuddet kom fra en ellers uventet kant for Elisabeth, men hun tog imod det med åbne arme.

”Lige pludseligt havde jeg en forståelsesmodel for, hvad pokker der foregik. Med forløbet lærte jeg, at man både skal have opbygget det fysiske, psykiske og kognitive. Jeg var lykkedes med at opbygge især det kognitive og opdagede ikke, at det fysiske ikke var på plads. Det betød, jeg kompenserede helt vildt, uden at opdage det, men blot var voldsomt træt,” siger hun.

Et forløb hos HKI varer for de fleste omkring et halvt år, hvor man har en neuropsykolog, fysioterapeut og socialrådgiver tilknyttet.

Fysioterapeuten spottede, at Elisabeth stadig havde spændinger i nakken, og at hun havde samsynsproblemer, og lærte hende også, at hun ikke længere kunne bruge de samme strategier til at tackle udfordringer.

”Jeg plejer at bide tænderne sammen og mose videre. Det fungerer ikke efter hjernerystelse. Der er simpelthen ikke energi til det, og det har været et wakeup-call. Som 63-årig er det livsændrende på både godt og ondt,” fortæller hun.

Forskellige tilgange

Elisabeth har netop afsluttet sit forløb hos HKI, og selvom det kan være en smule skræmmende at skulle stå på egne ben, har hun fået en masse værktøjer, som hun kan bruge til at arbejde videre selv.

Hun er stadig nødt til at trække sig nogle gange, hvilket irriterer hende, og hun kæmper stadig også både med støjfølsomhed, hukommelsen og fysiske skavanker som isninger i tænderne og føleforstyrrelser i fingrene.

Elisabeth er ligesom mange andre med senfølger efter hjernerystelse også stødt på forskellige tilgange behandling og genoptræning.

En analyse fra Sundhedsstyrelsen viser blandt andet, at patienter oplever, at de modtager råd og vejledning, der til tider er direkte modstridende.

Mens Elisabeths egen læge generelt har været tilbageholdende og sagt, at hun skulle tage den med ro, har hun også mødt og hørt om mange eksperter, der mener, at man tværtimod skal træne sig rask.

”Jeg er begavet med en søn, der er uddannet fysioterapeut, og hans tilgang er, at jeg skulle betragte hjernen som en muskel, der skulle trænes. Lidt efter devisen: Use it, or loose it. Det har hjulpet mig, men man skal selvfølgeligt ikke træne sig selv i sænk, siger hun.

Kunne have været meget værre

Selvom tiden efter hjernerystelsen har været hård både for Elisabeth og hendes familie, så ved hun også fra venner og bekendte, at det kunne være endt langt værre.

”Flere i mit netværk har været langt ude længe. Jeg har en veninde, der har kæmpet med senfølger i 14 år,” siger hun.

Derfor priser Elisabeth sig og lykkelig for al den hjælp og støtte, hun har fået det seneste år gennem forløbet, og hun ser frem mod bedre tider.

”Eksperterne hos HKI lærte mig meget, men noget af det vigtigste at få at vide er, at man kan lande på to ben igen. Ellers kan man nemt miste håb og fodfæste,” siger Elisabeth.