Høj tilfredshed i stor kundetilfredshedsmåling
22. juni 2026
En høj medlemstilfredshed er helt centralt for P+ som medlemsejet pensionskasse. Derfor gennemfører vi løbende egne tilfredshedsundersøgelser, ligesom vi deltager i eksterne målinger af medlemstilfredsheden på tværs af pensionssektoren.
I EPSI Rating Danmarks årlige undersøgelse af kundernes tilfredshed med de danske pensionsselskaber ligger P+ i år på fjerdepladsen.
”P+ har fortsat et virkelig stærkt image – det er nemt at være medlem og selskabet er pålideligt. Medlemmerne kvitterer med deres tillid og en flot 4. plads i kundetilfredshed,” siger Anders Schriver, Country Manager, EPSI Rating.
I undersøgelsen ligger tilfredshedsscoren i P+ på 67,4, mens den gennemsnitlige score for branchen ligger på 65,9. P+ har øget medlemstilfredsheden med 0,9 siden sidste års EPSI-måling.
”Medlemmerne er omdrejningspunktet for alt vores arbejde i det daglige, og derfor er jeg også rigtig glad for, at medlemmerne kvitterer med en høj tilfredshed i EPSI-målingen. Jeg hæfter mig blandt andet ved, at vi har den næststørste andel af tilfredse og meget tilfredse medlemmer,” siger medlemsdirektør Lene Mortensen.
Tillid og høje forventninger
I EPSI-målingen bliver P+ bedømt til at være med helt i top på flere parametre. Når det kommer til tillid, rådgivernes kompetenceniveau og medlemmernes forventninger til produkter og services ligger P+ således nummer 2 i branchen.
”Vores medlemmer har høje forventninger til os som pensionskasse, og dem arbejder vi benhårdt på at imødekomme. Jeg er derfor også særlig stolt af, at medlemmerne har tillid til P+ og deres oplevelse af, at de modtager kompetent og relevant rådgivning hos os. Samtidig kan vi se, at medlemmerne efterlyser endnu mere proaktiv rådgivning, hvilket allerede er et fokusområde for os, som vi skruer yderligere op for i fremtiden,” siger Lene Mortensen.
Flere tager stilling
De senere år er der blevet udviklet en række nye selvbetjeningsløsninger til medlemmerne, hvilket også slår positivt igennem i EPSI-målingen. De adspurgte medlemmer af P+ har således ændret deres pension eller forsikringer digitalt 60 pct. oftere end gennemsnittet for branchen.
”Det er enormt vigtigt, at man får taget stilling til sin pension, og jeg vil derfor gerne kvittere for, at vores medlemmer scorer flot, når det handler om at forholde sig aktivt til deres pension. Medlemmerne gør i langt højere grad brug af vores digitale selvbetjeningsløsninger end branchegennemsnittet, ligesom over dobbelt så mange medlemmer har deltaget i et webinar set i forhold til branchen generelt,” siger Lene Mortensen.
