Få skattefordel ved at indbetale ekstra til din pension
20. august 2025
Nye skattesatser næste år betyder, at skattefradraget på pensionsindbetalinger bliver mindre for en del medlemmer af P+. Derfor kan du måske med fordel indbetale ekstra til pensionen i år.
I 2026 træder nye skattesatser i kraft, og topskattegrænsen bliver blandt andet forhøjet.
I 2025 skal man betale topskat på 15 pct., hvis man har en indkomst på over 611.800 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag. Til næste år er topskattegrænsen øget til omkring 775.000 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag. Tjener man mindre end det, skal man i stedet for 15 pct. betale en såkaldt mellemskat på 7,5 pct i 2026
Kort sagt: Betaler man topskat i dag, men tjener under 775.000 kr. halveres topskatten altså fra 15 pct. til 7,5 pct. Det gør fradraget til pensionsindbetalinger dog også.
Derfor er der i år god grund til at indbetale ekstra på pensionsopsparingen, hvis man har mulighed for det.
”De medlemmer, der i dag betaler topskat, men som i stedet skal betale mellemskat næste år, kan hente en økonomisk gevinst ved at indbetale ekstra på pensionen i år, fordi de fremover vil opnå et lavere skattefradrag for deres pensionsindbetalinger. Det kan vi allerede nu se, at mange medlemmer har gjort, hvilket er glædeligt”, siger Lene Mortensen, medlemsdirektør i P+.
”Vi ser typisk de store indbetalinger i årets sidste måneder og med skattefordelene i år, er der endnu en god grund til at indbetale ekstra til pensionen."
Lene Mortensen, medlemsdirektør i P+
Indbetal allerede nu
I 2023 indbetalte medlemmerne af P+ 163 mio. kr. ekstra til deres pensionsordninger, mens beløbet i 2024 var 221 mio. kr. I de første syv måneder af 2025 har medlemmerne overført omkring 92 mio. kr. ekstra til deres pensionsopsparinger, men det tal forventes at stige.
”Vi ser typisk de store indbetalinger i årets sidste måneder og med skattefordelene i år, er der endnu en god grund til at indbetale ekstra til pensionen. Hvis man har luft i økonomien, er det altid værd at overveje – også selvom pensionisttilværelsen ligger mange år ude i fremtiden. Jo tidligere du indbetaler ekstra, des længere tid kan pengene forrentes, hvilket i sidste ende betyder, at der er mere at leve for, når du går på pension”, siger Lene Mortensen.