Hjælpen til patienter med langvarige symptomer efter hjernerystelse er utilstrækkelig, konkluderer en ny analyse fra Sundhedsstyrelsen. Mette Pugholm er taknemmelig for den hjælp, hun fik tilbudt gennem P+.

Man kan nærmest selv mærke smerten, når Mette Pugholm fortæller om den 2. november 2023.

Som jurist skal der bruges tid på papirarbejde – bogstaveligt talt. Ligesom så mange andre dage skal Mette makulere noget papir, der skal smides i skraldespanden, som står lidt dumt under en trappe.

Hun står og fumler lidt med papiret og glemmer, hvor hun står og banker hovedet så hårdt op i trappen af jern, at hun falder.

Hun får rejst sig op, mens tårerne triller, og går ud på toilettet. Hun har ikke hul i hovedet, men da en kollega kommer ind på toilettet, dratter hun om igen.

Mette bliver kørt på hospitalet og bliver scannet. Hun har naturligvis enormt ondt i både hoved og nakke, men det er svært for lægerne endnu at sige, om det er smerte fra slaget eller hjernerystelse.

”Heldigvis” var der flere på Mettes kontor i Skatteankestyrelsen, der havde været ramt af hjernerystelse, så selvom Mette egentlig gerne ville hurtigt tilbage på arbejde, blev hun opfordret til at tage sig tid.

”Det har været en kæmpe lettelse at have den støtte fra min arbejdsplads i så sårbar en situation. Og den støtte har jeg haft hele vejen igennem,” fortæller Mette.

Palle alene i systemet

Selvom Mette har fået fastsat en méngrad på 10 procent, og hun her mere end to år efter uheldet stadig døjer med daglig hovedpine, anser hun egentlig i en vis grad sig selv som heldig.

Hun er heldig at have en arbejdsgiver, der har hjulpet og støttet hende, så hun i dag kan arbejde 30 timer om ugen. Og så er hun heldig, at hun har en læge, der har taget hendes skade seriøst.

”Når man slår hovedet, får man øjnene op for alle de andre, der har oplevet det samme. Jeg kender flere, der langt fra har været så heldige med deres læger, og de har følt sig alene i så svær en situation,” siger Mette.

Da det stod klart, at Mette havde en hjernerystelse, der ikke lige var sådan at ryste af sig, sendte hendes læge hende til en fysioterapeut med efteruddannelse i hjernerystelser.

Det hjalp lidt på alle de voldsomme spændinger, Mette døjede med, og hun fik en større forståelse for sine symptomer.

”Men så var det også ligesom det, og tiden gik, og jeg havde stadig mange kognitive udfordringer. Det er enormt komplekst med hjernerystelse, og man føler sig som Palle alene i verden,” fortæller hun.

Mette er langt fra den eneste med senfølger efter hjernerystelser, der står tilbage med den oplevelse.

En ny analyse fra Sundhedsstyrelsen viser, at patienterne oplever stor variation i adgangen til hjælp, at flere bliver mødt med manglende forståelse, og at de selv eller deres pårørende skal holde styr på udredning og information, der i nogle tilfælde også er modstridende. 

Hjælp fra uventet kant

Ved et rent tilfælde hørte Mette en dag fra en kollega i en anden afdeling om et tilbud, hun kunne få igennem sit pensionsselskab.

Som medlem af P+ kan man få tilbudt et forløb hos Hans Knudsen Instituttet (HKI), der er specialister i rehabilitering efter hjernerystelser, så man kan få værktøjerne til at komme tilbage til sin normale hverdag og fastholde relationen til arbejdsmarkedet.

Mette begyndte på forløbet i sommeren 2024, og hun var så glad for forløbet, at hun i dag sidder tilbage med en taknemmelighed.

Igennem det seks måneder lange forløb havde hun en neuropsykolog, fysioterapeut og en socialrådgiver tilknyttet.

”Da jeg fik tilbuddet, kan jeg huske, at jeg tænkte, ”hvad skal jeg dog bruge en socialrådgiver til?” Men hun overtog simpelthen hele koordineringen om optrapning med enorm faglighed og empati, så jeg slap for hele tiden at forholde mig til. Det var en kæmpe lettelse,” fortæller Mette.

Slog sig på systemet

Det var også fysioterapeuten hos HKI, der under forløbet vurderede, at der var noget galt med Mettes samsyn, der er øjnenes evne til at samarbejde. Derfor blev hun anbefalet at få det undersøgt hos en neurooptometrist.

Da Mette kontaktede sin kommune, fik hun dog at vide, at man ikke tror på behandling af samsyn i relation til hjernerystelse, hvorfor hun skulle betale for behandlingen selv.

”Den skulle jeg lige sluge. Det er helt vildt, at det er kommunerne, der egenrådig beslutter, hvad man tror på af behandlinger. Jeg synes, at det er absurd, hvor meget ansvar den enkelte selv står med i den sårbare situation.”

En anden Mette i dag

Mette er i dag tilbage på arbejde. Men når man stadig døjer med hovedpine og er lys- og lydfølsom, tømmer det batterierne at kigge ind i en skærm og sidde på storrumskontor. Derfor er hun glad for, at hun har mulighed for mere hjemmearbejde.

Hun er dog slet ikke i tvivl om, at hun er kommet meget bedre ud på den anden side efter forløbet hos HKI.

”Man tænker hele tiden, ”tag dig nu sammen og kom ind i kampen”. Nu slår jeg ikke mig selv oven i hovedet på samme måde længere. Jeg har lært at navigere i mine senfølger og fået en langt større forståelse for mine udfordringer,” siger Mette.

En alvorlig hjernerystelse med langvarige symptomer til følge påvirker selvfølgelig ikke kun arbejdslivet, men også privatlivet.

”Min kæreste siger, at jeg er en anden Mette i dag, og det er jeg jo. Jeg er glad for, at mine børn var store, da det skete. Selvom det også har været hårdt for dem, så ville situationen jo have været helt anderledes og uoverskuelig, hvis de havde været små, siger hun og fortsætter:

”Det er en slags sorgproces. Jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle bruge de sidste mere end to år på det her. Man har klaret så meget andet, og så er det en jerntrappe, der ændrer ens virkelighed,” konstaterer hun.