Opgaverne begyndte fra den ene dag til den anden at flyve om ørerne på Line, indtil hun brød sammen. Med hjælp fra P+ fandt hun en vej gennem sygemeldingen og tilbage i en god balance på arbejdet.

Normalt plejer Line Brandenburg Boje at glæde sig til sin fødselsdag, men i maj sidste år var det noget af det sidste, hun havde overskud til.

Hun havde allermest lyst til at låse sig inde og slukke lyset.

”Vi skulle ud at spise om aftenen, og jeg orkede slet ikke tanken om at skulle være sammen med andre. Hvis jeg havde turdet at være ærlig, havde jeg sagt til min familie, at de skulle lade mig være,” siger 40-årige Line.

Et halvt år forinden havde statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde sagt de nu berømte ord: Køb, køb, køb.

Det har selvsagt stor betydning for ens arbejdsliv, når man er projektkoordinator og sagsbehandler hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, som er dem, der skal købe, købe, købe og styrke Forsvaret for mange milliarder.

”Antallet af sager steg eksplosivt fra den ene dag til den anden, og jeg var stort set den eneste i mit team, der kunne udføre opgaverne. Jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at tage mere af dagen i brug. Hvis bare det kun havde været antallet af opgaver, der voksede, var det måske til at håndtere, men der fulgte også en masse kompleksitet med. Jeg havde simpelthen ikke kompetencerne”, siger Line.

Gik på kompromis med værdier

Dagene og ugerne gik, og sag efter sag ringede alarmklokkerne højere og højere.

Line havde i 2020 følt sig udbrændt, men den følelse stammede ifølge hende mere fra at skulle jonglere et arbejdsliv og en ny rolle som mor end fra et decideret arbejdspres.

Dengang havde hun sagt til sig selv, at hun ikke ville knokle sig helt i knæ, hvis det gik ud over hendes familie med mand og to børn, og hvis hun ikke kunne være nærværende.

Nu sad hun her igen. Både aftener og weekender pressede arbejde sig på.

”Arbejdsmæssigt fik jeg udført mine opgaver, men jeg brød mine aftaler med mig selv. Jeg blev slem til at sætte børnene på pause derhjemme, så jeg kunne arbejde. Jeg kunne ikke tåle, at de fyldte, og min lunte var meget kort. Larmen og udfordringerne, som børn skaber, kunne jeg ikke rumme, og jeg reagerede stærkt på det og blev mere striks, end hvad jeg selv fandt acceptabelt,” siger Line.

Kan du smile i dag?

Da Line fortalte sin veninde, hvordan hun egentlig havde det, gik det op for hende, at hun ikke havde det godt, og at hun måske burde slå bremserne i.

Da hendes teamleder en dag med et glimt i øjet spurgte, ”kan du smile i dag?”, faldt korthuset sammen.

”Jeg brugte hele dagen på at tude. Og så blev jeg jo nødt til at gøre noget ved det. Jeg lå ikke i fosterstilling og var helt låst, men jeg var for langt ude til bare at lade som om, at det bare havde været en dårlig dag. Så det første, jeg gjorde, var faktisk at ringe til P+,” fortæller Line.

Hun kunne huske fra tiden i finanssektoren, at man kunne få hjælp fra sit pensionsselskab.

Allerede dagen efter, hun brød grædende sammen på arbejdet, havde Line en online-konsultation med en psykolog gennem P+.

”Jeg skulle ikke forklare alt muligt og forbi lægen og have en konsultation. Det orkede jeg slet ikke. Det var lettilgængeligt, og det er en helt afgørende faktor for, at det virker. Du skal ikke stå til regnskab som hos læge, jobcenter, arbejdsgiver eller mand for den sags skyld. Pensionskassen har ingen arbejds- eller følelsesmæssige hensyn,” siger hun.

Line er langt fra det eneste P+-medlem, der har været stresset. Hver 6. medlem af P+ har følt sig stresset inden for de seneste to uger, og de seneste fem år er antallet af invalidepensionister steget med 68 procent. Og i den seneste nationale sundhedsprofil scorer næsten hver tredje højt på stressskalaen.

Fortæl mig, hvad jeg skal gøre

Samtalerne med psykologen gav en forståelse for hendes tilstand, og fordi Line havde handlet hurtigt, endte hun med at arbejde videre på nedsat tid i stedet for at blive fuldtidssygemeldt.

”Min læge sagde, at jeg egentlig bare skulle sige, hvad hun skulle skrive i mine papirer. Så jeg måtte selv forsøge at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Det anede jeg jo ikke. Jeg kunne dårligt tænke to tanker,” siger hun.

I dagene og ugerne efter forsøgte Line at arbejde på nedsat tid, så hun kunne mærke efter, men hun kunne ikke mærke noget som helst, og fik det bare værre.

I løbet af konsultationerne med psykologen blev Line også gennem P+ tilbudt et +Forløb, der er et individuelt forløb, som har til formål enten at forebygge sygemeldinger grundet for eksempel stress eller skabe en vej tilbage til hverdagen og arbejdslivet.

Line indså, at det ikke kun var arbejdspresset, der var problemet, men også hendes arbejdsopgaver og samarbejdsklimaet.

”Det var simpelthen gift for mig. I samtalerne med min kontaktperson i +Forløb fandt jeg ud af, at jeg trives bedre med andre typer arbejdsopgaver. Det kan lyde indlysende, men jeg er nødt til at vide noget om det, som jeg arbejder med. Så inden sommerferien fortalte jeg min chef, at jeg skulle have nogle andre arbejdsopgaver, og det er der heldigvis blevet lyttet til,” siger hun.

Tilbage til hverdagen

Med +Forløb fik Line også lagt en lang genoptrapningsplan, der startede efter sommerferien sidste år. Hun begyndte at finde glæden i gåturene i skoven og havbad og træning fik tankerne til at stå stille.

Mens vanens magt blev ved med at trække Line tilbage mod de usunde mønstre, trak hendes kontaktperson i +Forløb den anden vej og holdt hende fast på den langsigtede plan.

”Hun var god til at være klar i sine udmeldinger og til at udfordre mig, så jeg var ærlig over for mig selv. Hun talte ud fra en masse erfaring, så det var nemmere for mig at forstå, hvad der var inden for normalen og sundt, og hvad der var undskyldninger og bortforklaringer”, siger Line.

Selvom Line ikke er et sekund i tvivl om, at hendes stressforløb var arbejdsrelateret, så hjalp samtalerne i +Forløb hende også med at forstå, at det ikke kun var arbejdslivet, hun skulle ændre på.

”Ligesom for mange andre fyldte idealet om at være en god mor. Der var mange fravalg, der var svære for mig. Med sparringen er jeg blevet meget bedre til at sætte niveauet for, hvad der er godt nok, og hvad barren er for at være en engageret mor,” fortæller hun.

Line har siden starten af 2026 været tilbage på fuldtid. Og selvom optrapningen kunne føles langsom, så er hun ikke i tvivl om, at det var det rigtige.

”I +Forløb forklarede min kontaktperson, at du skal bruge dobbelt så lang tid på at komme tilbage, som du har været stresset. Man får det ikke lige pludselig bedre. Det kræver tid, og at man bliver ved og ved, og det kan være svært at forholde sig til, når man har det dårligt. Så det er bare med at få hjælp. Og her er pensionsselskabet faktisk det nemmeste sted at gå hen,” slutter hun.