Markedsudviklingen

Her kan du læse om markedsudviklingen den seneste måned.
circle
Månedsrapport for september

ÅTD-afkastet i P+ Balance lå den 30. september på 6,5 %, hvilket var en stigning på 2,0 %-point i forhold til ultimo august.

Månedens porteføljeafkast var 3,1 % for aktier, 1,1 % for særlige investeringer, 0,6 % for kreditobligationer, 0,5 % for reale aktiver og 0,2 % for obligationer.

September måned var præget af positive takter på de finansielle markeder.

I eurozonen afspejlede jobtallene et fortsat stærkt arbejdsmarked, der - i kombination med udsigt til finanspolitiske lempelser i Tyskland - gav et billede af en økonomi i fornuftig gænge. Mistillidsafstemning i det franske parlament i begyndelsen af måneden udløste da heller ikke yderligere markedsuro, da Frankrigs præsident Macron hurtigt fik udpeget en ny premierminister, der skal forsøge at finde opbakning til et holdbart statsbudget. Fransk indenrigspolitik virker dog stadig noget mudret.  

På ECB-mødet i september blev styringsrenten fastholdt på 2 %, og vækstprognosen for 2025 blev løftet, hvilket understøttede markedets vækstbillede. Centralbankchef Lagarde kommunikerede desuden, at det nedadgående pres på inflationen var et overstået kapitel, samt at pengepolitikken befandt sig et godt sted. Der skal derfor ikke forventes yderligere rentesænkninger i den kommende tid, hvilket fik de længere renter til at stige marginalt.  

Trump raslede igen med toldsablen i september, hvor han bl.a. offentliggjorde en 100 % told på patenteret medicin fra medicinalproducenter, der ikke har produktionsfaciliteter i USA.  Det skete samtidig med, at en føderal domstol har underkendt en række af Trumps tariffer. Tarifferne gælder imidlertid stadig, indtil sagerne er blevet behandlet i USA’s højesteret.

Pengepolitisk forsøger Trump at stække centralbankens uafhængighed ved bl.a. at få fyret centralbankmedlemmet Lisa Cook. Det var imidlertid ikke lykkedes, da centralbanken afholdt sit rentemøde medio september. På mødet blev renten sænket 0,25 %, da risikobilledet for amerikansk økonomi havde forrykket sig fra fokus på inflationsudviklingen til svækkelsen i arbejdsmarkedet. Holdningsskiftet i centralbanken understøttede den positive udvikling på aktiemarkederne.

I slutningen af september kom en nedlukning af statsapparatet, som Trump muligvis vil bruge som anledning til at fyre tusindvis af statsansatte, højere op på agendaen. Det bremsede imidlertid ikke markederne, men kan bære kimen til noget markedsvolatilitet i oktober måned.