Markedsudviklingen
Månedsrapport for juli
ÅTD-afkastet i P+ Balance lå den 31. juli på 4,3 %, hvilket er en stigning på 1,1 procent-point i forhold til ultimo juni.
Månedens porteføljeafkast var 2,1 % for særlige investeringer, 1,4 % for aktier, 0,6 % for kreditobligationer, 0,2 % for reale aktiver, og -0,1 % for obligationer.
Juli måned var præget af en generelt positiv stemning med forholdsvis små udsving på de finansielle markeder. Dette til trods for at Donald Trumps deadline for indgåelse af bilaterale handelsaftaler var sat til at slutte den 9. juli, og der op til denne dato var en del usikkerhed omkring, hvor mange aftaler USA kunne nå at indgå samt vilkårene for disse. Der endte med at blive indgået en håndfuld aftaler, men måske vigtigst af alt, endte Trump med at udskyde tidsfristen til den 1. august for de resterende lande, hvilket markedet tog som et signal om, at man ville sikre sig tid til at indgå aftaler fremfor at hæve toldsatserne uden aftaler. I slutningen af juli annoncerede USA, at man var nået til enighed om handelsaftaler med henholdsvis Japan og EU, to af de største og vigtigste samhandelspartnere.
Udover det fortsatte fokus på handelspolitikken havde markedet i juli måned også fokus på en håndfuld økonomiske nøgletal samt regnskabssæsonen for 2. kvartal. De fleste nøgletal understøttede den positive stemning ved at vise fortsat fornuftige signaler om væksten i USA, mens inflationen ikke steg lige så meget som frygtet, selvom der dog var begyndende tegn på et gennemslag fra de højere toldsatser. Virksomhedernes regnskaber var generelt lidt bedre end ventet, hvilket var med til at understøtte aktiemarkederne.