IconNyheder / pressemeddelelser 

Sådan stemmer vi på selskabernes generalforsamlinger

P+ har lanceret et nyt digitalt værktøj, hvor du løbende kan følge med i, hvordan vi bruger vores indflydelse ved at stemme på børsnoterede selskabers generalforsamlinger.

26. oktober 2023, kl. 10:00

I P+ ønsker vi at bidrage til en ansvarlig udvikling i de selskaber, vi investerer i. Derfor bruger vi løbende vores indflydelse ved at stemme på børsnoterede selskabers generalforsamlinger.

Alene sidste år stemte P+ om mere end 35.000 forslag ved næsten 3.200 generalforsamlinger. Derfor har vi netop lanceret et nyt, digitalt værktøj, der gør det nemmere at få et hurtigt overblik, og som samtidig giver mulighed for at dykke ned i, hvordan vi har stillet os i forhold til samtlige generalforsamlingsforslag, hvor P+ har kunnet stemme siden 2017.

”I P+ ønsker vi at være åbne om vores investeringer og arbejde med ansvarlighed. Derfor har vi siden 2017 løbende udgivet rapporter om, hvordan vi har stemt på vores børsnoterede porteføljeselskabers generalforsamlinger. Nu tager vi endnu et skridt mod øget transparens med lanceringen af en digital stemmeportal, der bliver opdateret dagligt, og som gør det markant nemmere for både medlemmer og alle andre interesserede løbende at følge med i, hvordan vi bruger vores indflydelse på de børsnoterede selskabers generalforsamlinger”, siger Kirstine Lund Christiansen, chef for ansvarlige investeringer i P+.

Se, hvornår stemmer P+ stemmer for eller imod ledelsen
Med det nye digitale værktøj kan du bl.a. dykke ned i, hvordan P+ har stemt i forhold til forskellige temaer, sektorer eller enkelte selskaber. Du kan også se, hvornår P+ stemmer med eller imod selskabernes ledelse.

Vi læner os som udgangspunkt op ad de anbefalinger, vi får fra vores samarbejdspartnere og rådgivere i forbindelse med stemmeafgivning. Her er P+ i de fleste tilfælde enig med selskabernes ledelse, når vi placerer vores stemme, men i ca. hvert 6. tilfælde stemmer vi imod ledelsen. Det gør vi blandt andet i spørgsmål om ansvarlighed, hvis vi ikke mener, at selskaberne er tilstrækkelig ambitiøse, forklarer Kirstine Lund Christiansen.  

”I år har vi bl.a. stemt nej til den schweiziske storbank UBS’ bæredygtighedsrapport, og sidste år gik vi fx imod ledelsen i Amazon på tech-gigantens generalforsamling i en række forslag om miljø og social ansvarlighed. Her stemte vi bl.a. for, at Amazon bør rapportere om deres arbejde med at reducere brugen af plastik. Ligesom vi stemte for, at selskabet skal være åbne om deres skattebetaling og lobbyarbejde”, siger hun.

Du kan tilgå stemmeportalen, der bliver opdateret dagligt, her.

Du kan læse mere om P+’s tilgang til stemmeafgivning hos børsnoterede porteføljeselskaber her.