IconNyhedsarkiv for P+, tidligere JØP 

Seniormøde: En tryg pension

Tirsdag den 10. oktober var der seniormøde i JØP. Formålet var at klæde kommende pensionister godt på til deres pensionisttilværelse. Pensionsrådgiver Daniel Levy stod for at informere og orientere JØP’s medlemmer

30. januar 2020, kl. 09:17

Seniormødet blev afviklet med stor tilfredshed blandt de 40 deltagere. Daniel forklarer: ”Fordelen er, at vi har mulighed for at fremhæve nogle af de ting, vi gerne vil fortælle om, og til møderne kan vi brede det ud.” Han fortæller, at den overordnede feedback, JØP har modtaget, er, at medlemmerne er meget positive over for møderne. I nogle tilfælde kan enkelte medlemmer have brug for en individuel gennemgang af deres pension, og så anbefaler han, at medlemmerne ringer til JØP.

Sikkerhed i pensionisttilværelsen

Seniormøder er henvendt til de medlemmer, der går på pension inden for de næste par, og Daniel forklarer, at medlemmerne især kan bruge møderne til at få et bedre indblik i, hvordan deres pension ser ud, når den bliver udbetalt. Han uddyber: ”De får fornemmelsen af, hvad der er af muligheder for at supplere deres pension, og dem, der har efterlønsordningen, får en bedre fornemmelse af, hvad den går ud på. Medlemmerne får også en fornemmelse af, hvad de får i folkepension.”

JØP’s medlemmer ønsker praktiske detaljer

Typisk har medlemmerne sat sig ind i deres pension på forhånd og kommer primært til møderne for at høre om de praktiske detaljer. Daniel siger: ”Mit indtryk er, at der er mange, der har sat sig ind i deres pension på forhånd, bl.a omkring efterløn og folkepension. Til møderne har de mulighed for at få det uddybet og samtidig blive klogere på, hvordan det rent praktisk forløber – hvordan bliver pensionen udbetalt, hvad skal de gøre, og hvornår starter udbetalingen.”

Kommende seniormøder

Der afholdes løbende seniormøder, og de næste gange er følgende.

Aarhus: Tirsdag den 7. november 2017 kl. 16.30-18.00.

København: Onsdag den 23. januar 2018, kl. 16.30-18.00.

Denne nyhed blev bragt på joep.dk den 12. oktober 2017