IconNyhedsarkiv for P+, tidligere JØP 

Medlemmerne bakker op om fusion

Tusindvis af jurister, økonomer og ingeniører har nu stemt ja til at fusionere med hinanden. Dermed er en fælles pensionskasse ved navn P+, Pensionskassen for Akademikere, et stort skridt tættere på at blive til virkelighed.

19. februar 2020, kl. 11:49

DIP’s medlemmer har på generalforsamlingen den 29. april stemt ja til fusion. Dermed tilslutter de sig den meget klare opbakning til fusion, som JØP’s medlemmer gav på generalforsamlingen.

– En fusion er en stor beslutning. På bestyrelsens vegne er jeg derfor glad for, at DIP’s medlemmer bakkede klart op om en fusion. Vi har længe haft et godt partnerskab med JØP, og nu ser vi frem til at tage det næste skridt og skabe en fælles pensionskasse til gavn for både jurister, økonomer og ingeniører, siger Peter Falkenham, bestyrelsesformand i DIP.

Begge pensionskassers medlemmer stemte for med meget klare flertal. For Anders Eldrup gør det en forskel:

– Der ligger meget forberedelse og arbejde forud for en fusion. Derfor er det glædeligt, at så mange medlemmer har brugt tid på at sætte sig ind spørgsmålet, og i så overvældende grad bakker op om fusionen. Det er det stærkest mulige afsæt for at skabe en ny fælles pensionskasse, siger Anders Eldrup, bestyrelsesformand i JØP.

Før en fusion kan blive til virkelighed, skal myndighederne godkende den. En ny pensionskasse ved navn P+, Pensionskassen for Akademikere, vil derfor tidligst kunne se dagens lys i andet halvår af 2019.

Hvis myndighederne godkender fusionen, vil Anders Eldrup og Peter Falkenham indgå som henholdsvis bestyrelsesformand og næstformand i en overgangsbestyrelse.

De konkrete afstemningsresultater blev:
JØP: 2371 for og 46 imod
DIP: 1017 for og 75 imod

Denne nyhed blev bragt på joep.dk den 30. april 2019