IconNyhedsarkiv for P+, tidligere JØP 

Har du husket pensionen?

Hvorfor er det vigtigt at få tjekket din pension? Og kan det i virkeligheden betale sig at tjekke den? Helle Højgod Meinertz, teamleder for rådgivning i JØP, giver dig svarene her og fortæller om Pensionsdagen 2018.

18. februar 2020, kl. 09:16

Hvad er Pensionsdagen?

Pensionsdagen er et brancheinitiativ, der har til formål at engagere danskerne mere i deres pension. Søndag den 28. oktober, holder JØP ekstraordinært åbent, og vi sidder klar ved telefonerne mellem kl. 11-14. Som medlem kan ringe ind, blive vejledt og få hjælp til sin pension.

Hvorfor deltager JØP i Pensionsdagen søndag den 28. oktober?

Vi deltager for at skabe bevidsthed om pension. Sammen med de andre pensionsselskaber går vi ud med et budskab om, at man skal huske sin pension og huske at få tjekket den. Vi vil gerne skabe et større kendskab til pension, og være med til at gøre pension nemmere at forstå. Om man får ringet ind til os på selve dagen er ikke altafgørende – men det handler om, at man får taget fat på os på et eller andet tidspunkt, så vi kan hjælpe dig med at få styr på pensionen.

Hvad får medlemmerne ud af et pensionstjek?

Vi synes jo, at pension er vildt spændende, men vi er godt klar over, at det for mange er et lavinteresse-område. Vi vil gerne være med til at slå et slag for, at vores medlemmer får kigget på deres pension – om de fx er dækket ordentligt ift. deres familier, eller hvis de mister evnen til at arbejde. I sidste ende er det også vigtigt at se på, om medlemmerne får indbetalt det rigtige beløb, ift. hvad de gerne vil have til rådighed, når de går på pension.

Kan det betale sig at tjekke sin pension?

Helt sikkert. Der er lavet mange beregninger på, at det giver mening, at man løbende får tilpasset sin pensionsordning. Man har forskellige behov i løbet af ens liv, og behovene er endda forskellige fra person til person.

Hvad kan de forskellige behov være?

Nogle perioder i livet kan man indbetale lidt mere og andre gange lidt mindre. Det kan fx være, at man i nogle tilfælde har store forpligtelser eller store udgifter, der gør, at man i nogle perioder ikke har råd til at indbetale så meget til sin pension. Andre gange vil man have flere penge til rådighed og have mulighed for at indbetale flere penge. På den måde kan man skrue på indbetalingerne.

Så i bund og grund handler det om, at man er dækket af de rette forsikringer, og at man hele vejen igennem tilpasser sin pensionsordning til sin situation, så man i sidste ende får det beløb til rådighed, man ønsker.

 

Denne nyhed blev bragt på joep.dk den 24. oktober 2018