IconNyhedsarkiv for P+, tidligere DIP 

P+ opruster med ny underdirektør

John Hydeskov bliver 1. juni forfremmet til en nyoprettet stilling som underdirektør i investeringsafdelingen i P+ (DIP/JØP). Her får han det overordnede ansvar for likvide investeringer i P+, nærmere betegnet aktier, obligationer, kredit og valuta.

16. januar 2020, kl. 09:55

John Hydeskov kommer fra en stilling som Chief Risk Officer (CRO) i P+ og har en fortid hos blandt andet Nordea, ATP og Danske Bank. Som CRO har han været med til at udarbejde P+’s risikobaserede investeringsstrategi.

”Vi har over de seneste år udviklet en risikobaseret investeringsstrategi, der ruster os til at stå endnu bedre mod trykket, hvis markederne pludselig vender, og som klogere udnytter de rammer, vi har for at skabe et fornuftigt afkast uden at tage for store risici undervejs. Det er en spændende rejse for P+, og en rejse som jeg personligt er glad for at få mulighed for nu at være en del af på investeringssiden” siger underdirektør John Hydeskov.

Professionel forvaltning og godt afkast

Som underdirektør udgør han et nyt ledelseslag i investeringsafdelingen sammen med Anders Christian Schelde, der blev udnævnt som underdirektør for alternative investeringer i starten af året. Begge refererer til CIO Mikkel Svenstrup, der har det overordnede ansvar for P+ nye risikobaserede investeringsstrategi.

”Vi skal sikre, at vores medlemmer ved, at de får en professionel forvaltning af deres pension og et godt afkast med betaling for en risiko, de kan være komfortable med. Derfor har det været afgørende for os at nytænke hele vores tilgang til risiko” siger underdirektør John Hydeskov 

Han uddyber: ”I et udfordrende investeringsmiljø med lave renter, geopolitisk uro og relativt dyr værdifastsættelse af mange aktiver er det vigtigt at sprede sin risiko og ikke eksponere sig mod faktorer, der kan vise sig at være dyre bekendtskaber, når vinden vender. Jeg ser frem til at videreudvikle det gode fundament, vi allerede har lagt, og høste de frugter, vi kan opnå ved implementeringen af en mere faktorbaseret investeringstilgang”

Læs mere om DIP's investeringer her

Denne nyhed blev bragt på dip.dk den 1. juni 2018