IconNyhedsarkiv for P+, tidligere DIP 

Grønt lys for videre fusionsproces

DIP har indgået aftale med Ingeniørforeningen IDA og pensionskassen ISP om fortsat at arbejde mod en fælles pensionskasse for en bredere gruppe akademikere.

23. december 2019, kl. 11:07

Parterne har tilsluttet sig en hensigtserklæring, hvori det fremgår, at alle ingeniører, der fra den 1. april 2018 ansættes inden for det offentlige overenskomstområde, får pensionsordning i DIP.

”Jeg er yderst tilfreds med indholdet i hensigtserklæringen og ser frem til det videre arbejde med parterne. Vi er meget glade for, at IDA har valgt, at danske ingeniørers fremtidige indbetalinger skal gå til DIP. Det er en god beslutning, som vil skabe et stærkere pensionstilbud til ingeniører til gavn og glæde for foreløbig 85.000 ingeniører og djøf’ere med tilsammen 115 mia. kroner under forvaltning”, siger Peter Falkenham, formand for bestyrelsen i DIP.

Parterne bag hensigtserklæringen har opstillet en tidsplan, hvoraf det fremgår, at første skridt mod en større pensionskasse er fusionen mellem DIP og JØP. Herefter vil man påbegynde en fusion med ISP. 

”Med hensigtserklæringen kan vi fortsætte arbejdet mod at fusionere DIP og JØP. Det har været på tegnebrættet i nogen tid, og nu kan vi trække i arbejdstøjet. Som det fremgår af hensigtserklæringen, er det vores forventning, at forslaget om fusion mellem DIP og JØP kan blive præsenteret for medlemmerne i løbet af det næste års tid . Jeg vil gerne betone, at det er vores medlemmer, som skal godkende en samlet pensionskasse”, udtaler Peter Falkenham. 

Denne nyhed blev bragt på dip.dk den 3. oktober 2017