IconNyheder / pressemeddelelser 

Ny investering sætter strøm til den grønne omstilling

P+ har investeret 300 mio. kr. i virksomheden Zenobe, der er Storbritanniens førende aktør inden for batterier, der spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling.

13. december 2023, kl. 09:00

P+ har investeret 300 mio. kr. i virksomheden Zenobe, der på få år har opbygget en markedsposition som en af de største operatører inden for batterier og ladestandere til elbusser i Storbritannien, Australien og New Zealand.

Derudover opstiller Zenobe batterikapacitet til elnettet, som gør det muligt at lagre strøm fra vedvarende energikilder som sol og vind, så man også kan bruge grøn strøm, når det ikke blæser, eller solen ikke skinner. Dermed er Zenobe med til at imødekomme et behov, som alt andet lige kun vil blive større i lyset af den grønne omstilling. Det er med til at gøre Zenobe til en attraktiv investeringscase, fortæller Jasper Riis, investeringsdirektør i P+.

"Vi er altid på udkig efter investeringer, der kan levere attraktive afkast til vores medlemmer, og som også kan understøtte målsætningen om at øge vores andel af klimavenlige investeringer i porteføljen. Zenobe har på relativt få år markeret sig som en central spiller inden for både persontransport og batterikapacitet til elnettet – to af de vigtigste forretningsområder inden for den grønne omstilling. Det er med til at gøre det til en interessant investeringscase for P+,” siger Jasper Riis.

Investering sammen med klimafond
Investeringen i Zenobe er foretaget sammen med kapitalforvalter KKR, der bl.a. har stor ekspertise inden for alternative investeringer, vedvarende energi og i at accelerere virksomheder, der leverer klimarelaterede løsninger.

”Vi har gode erfaringer med KKR. Derfor er det også interessant for os at foretage en fælles investering i en virksomhed som Zenobe. Vi forventer, at den nye ejerkreds med KKR i spidsen kan være med til at skalere virksomheden til gavn for både vores medlemmers pensioner og den grønne omstilling,” siger Jasper Riis.

Forventning om del af klimamål
P+ har vedtaget en række klimamål. Et af målene er, at mindst 15 pct. af den samlede investeringsportefølje skal være placeret i klimavenlige investeringer i 2030. Forventningen er, at investeringen i Zenobe vil indgå i P+’s opgørelse over klimavenlige investeringer.

Du kan læse mere om P+’s klimamål her.