Icon

Læs om formandskandidaten her

På generalforsamling indstilles Kim Duus som ny bestyrelsesformand for P+. Her kan du læse mere om hans baggrund, fokusområder og ønsker til P+ i fremtiden.

Om Kim Duus
Kim Duus er forhenværende koncerndirektør i Nykredit og har 35 års erfaring fra finanssektoren, heraf 30 år på ledelsesplan. Frem til 2019 var Kim Duus bestyrelsesformand for Nykredit Portefølje Adm., ligesom han har haft bestyrelsesposter i blandt andet Totalkredit og Nykredit Bank. Aktuelt er Kim Duus bestyrelsesformand for Vestjyske Bank og bestyrelsesmedlem i Nærpension (datterselskab ejet af AP, der distribuerer pensions- og forsikringsprodukter via pengeinstitutter), Investeringsforeningen Sparinvest og iværksættervirksomheden Cobiro.

Hvad tager du med dig ind i rollen som kommende bestyrelsesformand i P+?
”Helt konkret kommer jeg med 35 års erfaring fra finanssektoren, heraf 30 år på ledelsesplan, og så har jeg cirka 20 års erfaring med varierende bestyrelsesarbejde i en række forskellige selskaber og organisationer. Derudover har jeg arbejdet med pensionssektoren som kunde gennem alle årerne, og jeg har således diskuteret konkrete investeringsmuligheder og investeringsstrategier med mange af de danske pensionskasser.

Min erfaring med investeringsstrategi, risikostyring, kapitalmarkeder, finansiel regulering og ikke mindst selskabsledelse i forskellige organisationsstrukturer har givet mig et nuanceret syn på bestyrelsesarbejdet. Jeg tror på, at bestyrelsesarbejdet skal tilpasses den organisation, man er en del af, hvilket ikke mindst gør sig gældende i en medlemsejet organisation som P+. Jeg er meget bevidst om, at det stiller nogle særlige krav til mig som bestyrelsesformand, og jeg ser frem til at bidrage til bestyrelsesarbejdet i P+.”

Hvad vil blive dit strategiske fokus som bestyrelsesformand?
”Først og fremmest er jeg optaget af, at den daglige ledelse fortsat er sikret de bedst mulige rammer for at skabe et stabilt og konkurrencedygtigt afkast til medlemmerne.

Dernæst ønsker jeg at understøtte pensionskassens bevægelse henimod en stadig tydeligere ansvarlighedsdagsorden i investeringspolitikken – vel og mærke uden at kompromittere afkastambitionen. Jeg er bevidst om, at det er en løbende udfordring at prioritere mellem afkastforventninger, risikoniveau og medlemspræferencer, men jeg mener i udgangspunktet ikke, at ansvarlighedsdagsordenen behøver at stå i et modsætningsforhold til afkastambitionen. I dag ser vi, at selskaber med manglende ESG-bevidsthed tildeles en helt anden risikofaktor af investorerne, end de blev for blot få år siden. Ansvarlighed og mangel på samme udkrystalliserer sig i prissætningen på markedet, og det skaber helt nye muligheder og investeringsscenarier, som kan vise sig at rumme store potentialer for ansvarlige investorer som P+.

Sidst, men bestemt ikke mindst er det afgørende for mig, at vi fortsat afbalancerer de forskellige holdninger i medlemsskaren, så flest muligt medlemmer kan se sig selv i P+’s investeringspolitik og måde at drive pensionskasse på. Som medlemsejet pensionskasse ser jeg det som en bunden opgave, at vi forpligter os med udgangspunkt i medlemmernes ønsker, og som nytiltrådt bestyrelsesformand vil jeg have et særligt fokus på at styrke og udvikle kommunikationen til medlemmerne i P+.” 

Hvor forestiller du dig, at P+ er på vej hen?
”Med min finansielle baggrund har jeg selvfølgelig et generelt ønske om, at vi i fremtiden får flere medlemmer til aktivt at interessere sig for deres pensionsforhold. Mange er stadigt ikke tilstrækkeligt bevidste om den økonomiske virkelighed, de møder som pensionister, og her håber jeg, at vi som pensionskasse kan gøre en forskel.

En helt grundlæggende ambition på den længere bane vil også være at sikre, at P+’s produkter, services og tilbud altid er konkurrencedygtige. Mit mål er, at vores medlemmer til enhver tid skal ønske at være medlemmer hos netop P+, og derfor skal vi fremstå attraktive på pensionsmarkedet. Ved at være konkurrencedygtige gør vi os samtidig robuste over for potentielle politiske ændringer af rammevilkårene for pensionssektoren, så P+ også fremover vil være en stærk, medlemsejet aktør på markedet for pension.”