IconNyhedsarkiv for P+, tidligere DIP 

DIP underskriver initiativ imod illegal skovrydning

Sammen med 229 institutionelle investorer fra hele verden opfordrer DIP til øjeblikkelig handling imod skovbrandene, der hærger Amazonas.

22. januar 2020, kl. 11:45

Siden starten af august har den brasilianske Amazonas-regnskov stået i flammer. Brandene skyldes tørke, illegal skovrydning og ildspåsættelser, der har til hensigt at øge Brasiliens landbrugsarealer på regnskovens bekostning. Konsekvenserne af skovbrandene er enorme – både for biodiversiteten, beboerne i Amazonas, verdenssamfundet og de internationale markeder. 

Derfor opfordrer DIP og 229 andre institutionelle investorer fra mere end 30 lande nu virksomheder til at forholde sig aktivt til den risiko, som illegal skovrydning udgør. Investorerne repræsenterer samlet set over 16 billioner amerikanske dollars i aktiver, og tæller en række af verdens største investeringsforvaltere. 

I erklæringen Investor statement on deforestation and forest fires in the Amazon opfordres virksomheder blandt andet til at: 

- offentliggøre en råvarespecifik politik mod skovrydning med kvantificerbare, tidsbundne forpligtelser, der dækker hele forsyningskæden. 

- vurdere risici fra deres aktiviteter relateret til skovrydning.  

- etablere et transparent overvågnings- og verificeringssystem for leverandørernes overholdelse af virksomhedens politik mod skovrydning. 

- rapportere årligt risici og håndtering heraf, samt fremskridt hen imod implementeringen af virksomhedens politik mod skovrydning. 

Løbende dialog 
Udover den aktuelle erklæring imod skovrydning samarbejder DIP kontinuerligt med eksterne konsulenter med det formål at få relevante virksomheder i porteføljen til at forebygge og håndtere udfordringer omkring brande i Amazonas. DIP samarbejder med konsulentfirmaet Hermes EOS, som går i dialog med virksomheder på vegne af DIP og mere end 40 andre institutionelle investorer, hvormed Hermes EOS ord har stor vægt overfor virksomhederne. 

”Der er flere problemer med brandene, både udfordringer for verden omkring klima og tabt biodiversitet, men også udfordringer for de mennesker der bor i områderne. Der bor grupper karakteriseret som indfødte i Amazonas, og deres måde at leve på bliver forstyrret af skovbrandene,” fortæller Kirstine Lund Christiansen, chef for ansvarlige investeringer i DIP. 
Hun fortsætter: 

”Via vores eksterne konsulenter har vi blandt andet været i dialog med et selskab, som producerer kød, og som køber kvæg fra landbrug i Amazonas. Selskabet stiller krav til deres leverandører af kvæg, og overvåger samtidigt landbrugenes ejendomme og arealer med satellit. Hvis der opstår brande i området, suspenderer selskabet leverancer fra landbruget indtil branden er slukket. Det giver leverandørerne et stærkt incitament til at samarbejde om at undgå illegal skovrydning og afbrænding af Amazonas.” 

Denne nyhed blev bragt på dip.dk den 1. oktober 2019