IconNyheder / pressemeddelelser 

Ses vi på årets Folkemøde?

P+ er med igen i år, når det politiske Danmark mødes 15.-17. juni på Bornholm. I år sætter vi særligt fokus på fremtidens kandidatuddannelser, stigende stress blandt akademikere og investeringer i atomenergi.

22. maj 2023, kl. 12:00


P+ deltager i år med tre egne debatter på Folkemødet, hvor vi sammen med eksperter, virksomheder, politiske organisationer og fagforbund vil sætte fokus på nogle af de temaer, der har betydning for akademikeres uddannelses-, arbejds- og seniorliv. Derudover deltager vores talspersoner også i andre organisationers debatter, som du kan finde i det officielle program for Folkemødet her.

Du kan læse mere om vores egne debatter herunder, som bliver afviklet i vores brancheforening F&P’s telt.

Fredag d. 16. juni, kl. 9.30-10.15
Er kortere uddannelse virkelig svaret på de mange kriser?
Vi står over for en ny geopolitisk virkelighed og en omfattende grøn omstilling. Det kalder på innovation og flere kloge hoveder. Men med den nuværende kurs vil vi mangle 16.000 samfundsfaglige og 13.000 tekniske kandidater i 2030. De seneste 10 år er der ikke blevet optaget så få på en videregående uddannelse som i 2022. Samtidig lægger regeringen op til at forkorte halvdelen af alle kandidatuddannelser. Og et flertal i Folketinget har skåret ned på antallet af pladser på vigtige kandidatuddannelser og valgt at sætte udenlandske kandidater stolen for døren.

Hvilke kompetencer får vi fremover brug for fra akademikerne? Hvilke investeringer i unge og deres uddannelser har vi brug for? Hvordan imødekommer vi erhvervslivets efterspørgsel efter kompetencer og innovationskraft?

Det spørgsmål stiller vi Moderaternes uddannelses- og forskningsordfører og repræsentanter for Djøf og COWI når vi fredag d. 16. juni, kl. 9.30-10.15 tager debatten om fremtidens kandidatuddannelser.

Fredag d. 16. juni kl. 14.30-15.15
Stressen stiger blandt akademikere – hvordan knækker vi kurven?
Mere end hver anden djøf’er har fysiske symptomer på stress. Og blandt IDAs medlemmer har mere end hver femte følt sig stresset ofte eller altid i løbet af de seneste to uger. I mange tilfælde er det heldigvis forbigående. Men hvert år bliver et stigende antal akademikere langtidssygemeldt pga. stress, angst og depression. En del bliver faktisk så alvorligt ramt, at de mister evnen til at arbejde. Det har store konsekvenser både menneskeligt og økonomisk.

Hvor skal vi sætte ind for at vende udviklingen? Hvem har ansvaret? Og hvor langt skal man som pensionskasse og fagforening gå i sin forebyggende indsats?

P+ stiller skarpt på udfordringen og mulige løsninger sammen med IDA, Dansk Arbejdsgiverforening og en stressekspert fredag d. 16. juni kl. 14.30-15.15.

Lørdag d. 17. juni kl. 14.00-14.45
Din elbil kører på atomenergi. Så bør du droppe hykleriet?
I Danmark er vi historisk set modstandere af atomenergi. Men EU kategoriserer det som klimavenligt. Og faktisk bruger du allerede energi fra udenlandske atomkraftværker, når du tænder for elkedlen eller kører en tur i din elbil. I Tyskland lukker de sidste atomkraftværker. Men lande som Sverige og Storbritannien er klar til at øge produktionen af atomenergi for at kunne indfri deres klimamål.

Er det tid til at begrave frygten fra halvfjerdserne og opføre vores egne, moderne reaktorer? Er vi ude i generationskamp? Kan vi overhovedet komme i mål med den grønne omstilling uden atomenergi? Eller skal vi holde os til vores styrkepositioner inden for sol og vind?

Sammen med repræsentanter for Novo Nordisk Fonden, Seaborg, Green Power Denmark og SDU diskuterer atomenergi som grøn energikilde lørdag d. 17. juni kl. 14.00-14.45.

Ses vi?
Du kan læse mere om vores debatter og resten af programmet på Folkemødets hjemmeside her. Debatterne er åbne for alle, og du behøver ikke tilmelde dig, men kom gerne i god tid, da der er et begrænset antal pladser. Alle tre debatter bliver afviklet i vores brancheforening F&P’s telt.