IconNyheder / pressemeddelelser 

P+ lancerer nye sundhedstilbud

Medlemmerne kan fremover få hjælp til at tackle udfordringer i arbejds- og privatlivet i opløbet. Det bliver samtidig muligt at få rådgivning og støtte ved sygdom.

27. februar 2020, kl. 08:22

Stress er blevet en folkesygdom. Ifølge en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed oplevede 25 pct. af danskerne et højt stressniveau i 2017. Næsten halvdelen af Djøfs medlemmer beskrev sig selv som stressede i en arbejdslivsundersøgelse fra 2018, og i en nylig rundspørge blandt ingeniørforeningen IDA's arbejdsmiljørepræsentanter svarede 57 pct., at de har oplevet kolleger, der er blevet sygemeldt med stress inden for det seneste år.

Alle fortjener et tilfredsstillende arbejdsliv. Det gælder ikke mindst for medlemmerne af P+, der er kendetegnet af deres engagement og dedikation til arbejdslivet. Samtidig er mistrivsel og stress dyrt – både for den ramte medarbejder, arbejdspladsen og samfundet.

Derfor lancerer P+ nu to nye sundhedstilbud målrettet aktivt indbetalende medlemmer, der fremover kan få hjælp, rådgivning og støtte ved mistrivsel og sygdom. Det fortæller administrerende direktør i P+, Søren Kolbye Sørensen:

”I P+ ser vi med bekymring på, hvordan stress og mistrivsel kan indvirke på vores medlemmers arbejdsliv. Hvis mistrivsel fører til langtidssygemeldinger har det både store økonomiske og menneskelige omkostninger, og derfor har vi et stort ønske om at hjælpe vores ingeniører, jurister og økonomer til at tackle arbejds- og privatlivets udfordringer i opløbet. Vores nye sundhedstiltag skal samtidig sikre, at man kan få den nødvendige støtte og rådgivning, hvis man først er blevet syg.”

Målrettet rådgivning
P+'s nye sundhedstiltag består af de to målrettede rådgivningstilbud Trivselslinjen og Sundhedskompasset, der skal gøre det nemt for aktivt indbetalende medlemmer at kontakte P+, hvis man ønsker hjælp til at håndtere problematikker omkring stress, mistrivsel og sygdom. Det fortæller afdelingschef i P+, Linda Ankerstjerne:

”Med Trivselslinjen får vores medlemmer direkte adgang til professionel telefonisk rådgivning, der kan give dem tryghed i hverdagen og forebyggende hjælp og vejledning, hvis de oplever symptomer på stress eller mistrivsel. Rådgivningsteamet består af erfarne sundhedsfaglige personer, der har en grunduddannelse som sygeplejersker og en overbygning som stresscoaches, hvilket sikrer vores medlemmer kvalificeret rådgivning.”

Mens Trivselslinjen således fokuserer på at give medlemmerne værktøjer til at håndtere udfordringer i arbejds- og privatlivet gennem en proaktiv indsats, er Sundhedskompasset målrettet medlemmer, der allerede er ramt at sygdom og ønsker hjælp til at navigere i sundhedssystemet. Det fortæller Linda Ankerstjerne:

”Sundhedssystemet kan være svært at overskue, ikke mindst når man er ramt af sygdom, og Sundhedskompasset er bemandet med sygeplejersker og en sundhedsjurist, der kan guide vores medlemmer til udnytte deres rettigheder og muligheder i det offentlige danske sundhedsvæsen bedst muligt. Rådgiverne kan fx oplyse om patientrettigheder og vejlede om bl.a. behandlingsgarantier, det frie sygehusvalg og opfølgning på behandlingsplaner, så man hurtigt kan blive udredt og behandlet i det offentlige sundhedsvæsen.”

Trivselslinjen og Sundhedskompasset tilbydes aktivt indbetalende medlemmer i samarbejde med Mølholm Forsikring, der er P+’s faste samarbejdspartner på sundhedsområdet.

Læs mere om Trivselslinjen og Sundhedskompasset her.