IconNyheder / pressemeddelelser 

P+ investerer i indisk solenergi

Som medinvestor i en attraktiv investering på 100 millioner amerikanske dollars i et af de førende indiske solenergiselskaber bidrager P+ til vedvarende energiproduktion på et af verdens hurtigst voksende markeder for solenergi.

13. august 2020, kl. 11:49

Actis er en førende investor på de globale vækstmarkeder, og som bidragyder til organisationens Actis Long Life Infrastructure Fund (ALLIF) er P+ medinvestor på en 100 millioner dollar stor investering i et af Indiens førende solenergiselskaber, Acme Solar Holdings Ltd.

Med investeringen overtager Actis det fulde ejerskab af to solenergiprojekter i de indiske delstater Andhra Pradesh og Madhya Pradesh, der tilsammen forventes at levere 400 MW vedvarende energi årligt. De to projekter vil dermed kunne dække det fremtidige energibehov for over 700.000 indbyggere i Indien, der er et af verdens hurtigst voksende markeder for solenergi. Det fortæller chef for alternative investeringer i P+, Anders Christian Schelde:

”Vedvarende energi er de senere år blevet en kritisk del af Indiens energiproduktionskapacitet, og kapaciteten for sol- og vindenergi er på kun fem år øget fra 32GW til 84GW. Energibehovet forventes at stige med 6-7 pct. om året fremover, og set i sammenhæng med den indiske regeringens forpligtelse til at øge produktionen af vedvarende energi er Actis’ opkøb af Acme Solar Holdings Ltd. således en meget attraktiv investering.”

Forventer flere trecifrede millioninvesteringer
Actis’ investering i den indiske solenergisektor er det seneste eksempel på, hvordan investeringsselskabet som en markant spiller på vækstmarkederne i Afrika, Asien og Latinamerika både understøtter en ansvarlig udvikling i energisektoren og leverer ensartede og konkurrencedygtige afkast til sine investorer.

For medlemmerne af P+ er samarbejdet med Actis samtidig et eksempel på, hvordan P+ i fremtiden kan få adgang til stadigt flere attraktive investeringsmuligheder. Det fortæller Anders Christian Schelde:

”I forlængelse af fusionen har vi som P+ fået flere aktiver under forvaltning, og vores position som et af Danmarks 10 største pensionsselskaber har givet os mulighed for at foretage bedre og større investeringer for vores medlemmer. Allerede i foråret var vi medinvestor på en Actis-investering på 147,4 millioner amerikanske dollars i brasiliansk vindenergi, og med investeringen i den indiske solenergisektor får vi endnu en gang adgang til en af de trecifrede millioninvesteringer, som vi forventer flere af i fremtiden.”

Læs mere om vores alternative investeringer her.