IconNyheder / pressemeddelelser 

Omvalget styrker medlemsdialogen

Flere end 33.000 medlemmer af P+ har foreløbigt fået tilbudt den nye pensionsordning P+ Livscyklus, og mange ser omvalget som en god anledning til at forholde sig til deres pensionsordning.

23. maj 2023, kl. 10:00


I P+ står året i omvalgets tegn. Siden starten af februar har flere end 33.000 medlemmer således fået tilbudt P+ Livscyklus, der er en ny fleksibel pensionsordning til de medlemmer, der ønsker flere muligheder og øget valgfrihed. Og tilbuddet vækker stor interesse hos medlemmerne.

”Når vi sender omvalgstilbud ud, stiger antallet af henvendelser til vores rådgivere. Faktisk har vi i øjeblikket dobbelt så mange opkald på telefonerne som normalt. Det er enormt positivt, for når medlemmerne rækker ud, har vi mulighed for at rådgive og vejlede dem om et vigtigt valg om deres fremtidige pension og forsikringer hos os,” siger medlemsdirektør i P+, Lene Mortensen.

Dialogen er vigtig
Selve omvalget til P+ Livscyklus foregår på Minpension. Her skal du som medlem gennemføre et flow, hvor du på baggrund af dine egne tal kan se, hvad et skift til P+ Livscyklus vil betyde for din pension og dine forsikringer i P+. Ifølge tilbagemeldingerne fra medlemmerne gør flowet omvalget både nemt og overskueligt, men derfor kan det alligevel giver god mening for nogle at tage kontakt til rådgiverne i P+.

”Mange medlemmer ser omvalget som en lejlighed til at forholde sig til deres pensionsordning mere generelt. Det giver anledning til en række gode rådgivningssamtaler, hvor vi kommer godt rundt om det enkelte medlems pensionsordning hos os,” siger Lene Mortensen og fortsætter:

”Så selvom både omvalgsguiden og de løbende omvalgswebinarer bliver taget godt imod af medlemmerne, spiller rådgivernes dialog med det enkelte medlem forsat en vigtig rolle for medlemmerne – og det er vi faktisk stolte af.”

Husk at tage stilling til dit omvalg
Som medlem skal du selv vurdere, om det er din nuværende ordning eller P+ Livscyklus, der passer dig bedst. Det afhænger blandt andet af din familiesituation, risikovillighed og øvrige økonomi – og derfor er det vigtigt, at du forholder dig til dit tilbud om omvalg.

Omvalget fortsætter hen over sommeren og efteråret, og du får besked i e-Boks, når du har mulighed for at vælge P+ Livscyklus. Herefter har du en måned til at tage stilling til, om du ønsker den nye pensionsordning. Du kan ikke senere fortryde dit valg. Pensionister samt enkelte andre grupper i pensionskassen vil i første omgang ikke blive tilbudt omvalg til P+ Livscyklus.

Du kan læse mere om omvalget og P+ Livscyklus på vores omvalgsunivers på hjemmesiden. Besøg omvalgsuniverset her.