IconNyheder / pressemeddelelser 

Kom godt i gang med 2021

Er du også ramt af coronatræthed? Som betalende medlem af P+ kan du få hjælp til at forebygge og håndtere stress og mistrivsel via vores sundhedstilbud Trivselslinjen.

6. januar 2021, kl. 12:01

COVID-19 skaber fortsat store omvæltninger i vores arbejds- og privatliv, og selvom pandemien har givet nye muligheder for blandt andet hjemmearbejde, er der fulgt nye udfordringer med.

Hvis du også er en af dem, der i øjeblikket er ramt af massiv coronatræthed, er der heldigvis hjælp at hente. Det fortæller interim medlemschef i P+ Linda Ankerstjerne:

”I P+ ser vi med bekymring på, hvordan COVID-19 skaber udfordringer for vores medlemmers trivsel, og vi vil gerne gøre vores til, at medlemmerne kommer bedst muligt gennem pandemien. I foråret lancerede vi sundhedstilbuddet Trivselslinjen, der sikrer, at vores medlemmer kan få hjælp til at forebygge og håndtere stress og mistrivsel, og det har ikke mindst vist sig relevant under coronapandemien.”

Trivselslinje er en udstrakt hånd
I december kunne Politiken således fortælle, at flere fagforeninger melder om en markant stigning i henvendelser om stress og mistrivsel hos hjemsendte medarbejdere. Siden sommerferien har antallet af henvendelser til Djøf om psykisk mistrivsel fx været 20 pct. højere end i samme periode i 2019.

Samtidig viser en ny undersøgelse fra IDA, at hjemmearbejdet og det deraf manglende sociale samvær med kollegerne er en udfordring for mange. Selvom pandemien har ført til en opgradering af den digitale infrastruktur på mange arbejdspladser, oplever over 40 pct. af IDA’s medlemmer stadig manglende social kontakt som en stor eller meget stor udfordring i hverdagen.

”Pandemien har gjort det tydeligt, at vi er sociale væsener. Vi savner simpelthen kontakten til andre mennesker, og nedlukningen kan gå ud over vores trivsel. Vores Trivselslinje er en udstrakt hånd til de medlemmer, som føler metaltræthed ovenpå et år med corona. Her kan man få gratis adgang til professionel telefonisk rådgivning fra sundhedsfaglige medarbejdere med en overbygning som stresscoaches. Rådgiverne har stor erfaring med at rådgive og hjælpe mennesker, der føler sig pressede af en arbejds- eller privatlivsrelateret krise som fx corona, og jeg håber, at vi med Trivselslinjen kan bidrage til, at vores medlemmer får den bedst mulige start på 2021,” siger Linda Ankerstjerne.

Du kan læse mere om, hvordan du benytter dig af Trivselslinjen her.

Trivselslinjen udbydes af Gjensidige, som er vores samarbejdspartner på sundhedsområdet. Gjensidige har også produceret en video med gode idéer til, hvordan du kan tilpasse dit sociale liv under corona – se videoen her