IconNyheder / pressemeddelelser 

Depotrenten for 2023 er fastsat

Efter en pæn depotrente i 2022 nedsættes den i 2023 til 0 pct. for medlemmer med gennemsnitsrenteordning.

20. december 2022, kl. 14:00


Depotrenten er den rente, som opsparinger på gennemsnitsrenteordninger i P+ bliver forrentet med. Depotrenten fastsættes på baggrund af den økonomiske situation, det faktiske afkast de foregående år og pensionskassens generelle økonomi.

Som resultat oplever medlemmer på gennemsnitsrenteordninger en udjævning af afkastet, da P+ reserverer en del af overskuddet fra gode år, så man kan trække på reserven i dårlige år.

”Som medlemsejet pensionskasse mener vi, at pengene som udgangspunkt skal stå på medlemmernes depoter. Efter flere års positive afkast havde vi ved udgangen af 2021 opbygget så store reserver, at vi har givet de fleste af vores medlemmer en relativ høj depotrente på 7 pct. set over hele 2022. Derfor er det også naturligt, at vi nu holder lidt igen. Ved at fastsætte depotrenten til 0 pct. får vi genopbygget vores reserver, hvilket er forudsætningen for, at vi kan sikre vores medlemmer mod for store udsving i forrentningen af deres opsparing i fremtiden,” siger Søren Kolbye Sørensen, administrerende direktør i P+.

Find din depotrente på Min pension
Du kan finde din depotrente under ’Dine oplysninger’ på medlemsportalen Min pension.
Medlemmer på P+ Livscyklus har ikke depotrente. I stedet følger forrentningen af opsparingen de faktiske afkast. Læs mere om P+ Livscyklus her.