IconNyheder / pressemeddelelser 

P+ henter ny chef for ansvarlige investeringer fra egne rækker

P+ udnævner Christina Gordon Christiansen til chef for ansvarlige investeringer.

1. maj 2024, kl. 09:00

Christina Gordon Christiansen tiltræder 1. maj som chef for ansvarlige investeringer i pensionskassen. Hun kommer fra en stilling som ESG Director i P+ og afløser Kirstine Lund Christiansen, der er skiftet til en stilling i SEB Danmark.

”Jeg er glad for, at Christina Gordon Christiansen har sagt ja til at blive vores nye chef for ansvarlige investeringer, og jeg meget tilfreds med, at vi har kunne besætte posten med en kompetence fra egne rækker. Christina har allerede haft stor indflydelse på arbejdet med ansvarlige investeringer i P+, hvor hun blandt andet har stået for vores ambitiøse klimaindsats, og jeg ser frem til at videreføre samarbejdet. Jeg er sikker på, at Christinas faglighed, erfaring og indsigt i P+ fortsat vil komme pensionskassen til gode i fremtiden,” siger Jasper Riis, investeringsdirektør i P+. Han forsætter:

”Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke Kirstine Lund Christiansen for hendes indsats de seneste syv år samt ønske hende held og lykke med de nye udfordringer.”
 
Christina Gordon Christiansen har været ansat som ESG Director i P+ siden 2022. Hun har tidligere været Head of ESG i Industriens pension og har også erfaring som konsulent for brancheorganisationen F&P.

”Jeg vil gerne sige tak til organisationen for tilliden. Kirstine Lund Christiansen har været en stor inspiration, og jeg overtager et team i absolut topform. Jeg glæder mig til at forsætte vores ambitiøse arbejde, så vi også fremover kan levere ansvarlig pension til medlemmerne af P+,” siger Christina Gordon Christiansen, chef for ansvarlige investeringer i P+.